MINDMAPPING – det kraftfulde redskab til din værktøjskasse

21 Okt, 2016


Kender du til mindmapping? Hvis ikke, så læs med her. Mindmapping er nemlig en meget effektiv måde til at få dine idéer ned på papir. Metoden er udformet på en måde, der ikke bare sætter skub i din kreativitet men så din hjerne også forstår - og samarbejder med dig. Mindmapping kan være enormt effektivt til at skabe struktur, orden og endda være det første skridt for dig til at kunne realisere dine mål. Uanset hvad dine mål så måtte være.

Stimulér din hjerne
Selve Mindmap-metoden blev udviklet af Englænderen Tony Buzan, der har skrevet bogen ”Brug dit hoved bedre” fra 1978 og er i bund og grund en meget enkel metode. Det tager udgangspunkt i at skabe struktur og overblik ved hjælp af en visuel opstilling og ved brug af enkelte nøgleord. På denne måde aktiverer vi begge hjernehalvdele, så vi kombinerer fantasien og dine intuitive evner med din sunde fornuft. Metoden kan gøre dig mere kreativ men kan også hjælpe dig med at løse dine opgaver hurtigere og mere effektivt.


Hvornår mindmapper vi?
Du kan bruge mindmap til næsten alt både i dit privatliv og i dit erhvervsliv. Mindmapping sætter din kreative tænkning fri og er redskabet, der hjælper dig med at generere nye ideer samt at finde frem til alternativer og konklusioner f.eks.

-         Når du skal styre eller igangsætte et nyt projekt

-         Når du skal brainstorme over en ny ide

-         Når du skal have et kundemøde

-         Når du skal planlægge din dag

-         Når du skal forsøge at overskue en ny process eller opgave

-         Når du vil braine på din forretning og din fremtid

-         Når du skal tage store som små beslutninger

Eller noget så simpelt, som når du skal tage notater, holde en tale eller blot overskue din dag.


Hvordan fungerer det?
Tag et stykke papir og tegn en cirkel i midten. Giv din cirkel en overskrift = temaet for dit mindmap. Herefter arbejder du dig videre med underoverskrifter, som udspringer fra din cirkel. Du bør kun arbejde med overordnede nøgleord, som er nemme for dig at huske, og som får dig til at hoppe videre til det næste. Kodeord: det skal være nemt og overskueligt for dig.

Når du tænker i nøgleord, så tænk sådan her: Hver gang du skriver et ord, udtrykker du en tanke, og når du ser ordet igen, er det din NØGLE, der skal sætte din hukommelse i gang samt skabe nye ideer. Du kan også forestille dig, at dit mindmap er som et kæmpe træ. Det har en rod og mange grene. Grenene må aldrig krydse hinanden, og du må kun tegne en gren, når du virkelig har brug for det. Prioritér derfor kun de vigtigste nøgleord. 

 


Mindmapping er ikke en endegyldig færdig metode, så gør det til din egen formel og få skabt dit eget værktøj, der hjælper dig med, at ingen information går tabt, og at du bliver bedre til at huske, bedre til at løse eventuelle problemer og også bedre til at udnytte din kreativitet. Hvis du er til farver eller billeder, så brug endelig det.

Du kan mindmappe via skabeloner på din PC, via apps på din telefon som f.eks. Mindomo eller du kan også være lige så gammeldags som jeg og starte med at tegne i hånden på et A4 ark. Jeg plejer dog bagefter at tegne det ind på PC, hvis det er noget, jeg skal bruge i forhold til kunder eller som skal op på væggen og hænge.

Når vores hjerne først bliver stimuleret på den rigtige måde, og vi opdager den kreativitet og motivation det skaber at bruge de rigtige teknikker, kan vi gå efter vores mål – og måske endda også skabe nye, spændende & bæredygtige koncepter/projekter.

God mindmap-fornøjelse!

/Britt